Efter 16 år i Vestre Fængsel skiftede Søs spor. I dag bruger hun erfaringerne fra jobbet som fængselsbetjent til at hjælpe unge, så de ikke ender bag murene.
Da Søs i 2003 søgte ind som fængselsbetjent, var det ønsket om at arbejde med mennesker i svære situationer, der drev hende.
”Jeg havde arbejdet med børn og unge tidligere og læste på universitetet, men jeg mærkede en stigende interesse for at kunne gøre en forskel for sårbare mennesker.” fortæller Søs.
I 16 år arbejdede hun som fængselsbetjent og senere også som tillidsrepræsentant i Vestre Fængsel. Alle årene var hun tilknyttet transportafdelingen, hvor hun havde ansvar for sikkerheden omkring de indsatte, når de skulle udenfor murene i forbindelse med f.eks. lægebesøg, retsmøder eller omplacering til et andet fængsel.
Dygtig til at aflæse stemninger og kropssprog
Transporterne var ofte korte, og derfor skulle Søs være dygtig til at skabe en relation til den indsatte på kort tid. Hun skulle kunne møde mange forskellige mennesker og håndtere vidt forskellige situationer.
”Jeg blev dygtig til at aflæse stemninger og kropssprog og tilpasse mig efter den indsattes behov. Og så blev jeg stærk i min kommunikation. Grundlæggende var det vigtigt for mig at forberede de indsatte på dagen, så de vidste, hvad de kunne forvente. Havde en indsat f.eks. besøgs- og brevkontrol, var det vigtigt for mig at fortælle, at det betød, at den indsatte ikke kunne tage kontakt til sin familie i retten. Det var med til at forebygge mange konflikter.”
Arbejdet lærte hende også at bevare roen i pressede situationer og se bag om menneskers adfærd med en fordomsfri og menneskelig indstilling.
Jeg ville gerne nå de unge, inden de endte i et fængsel
Efter 16 år i Vestre Fængsel fik Søs lyst til at skifte spor og arbejde mere forebyggende.
”Jeg ville gerne nå de unge, inden de endte i fængsel.”
I 2020 søgte hun derfor en stilling i et kriminalpræventivt team i Københavns Kommune. Hun fik jobbet og arbejdede i flere år som kontaktperson for unge, som både bevægede sig på kanten af kriminalitet og som havde deres gang i kriminelle miljøer.
Opgaverne var mange og brede, men fællesnævneren var ønsket om at gøre en forskel. Søs hjalp bl.a. unge med vredeshåndtering, at fastholde skolegangen, komme i arbejde og få støtte til at håndtere udfordringer i hverdagen, så de unge ikke endte i kriminalitet.
Arbejdet motiverede hende til at efteruddanne sig indenfor traumer og narrativ konflikthåndtering, så hun kunne styrke sine faglige kompetencer yderligere.
Erfaringerne fra bag murene
Siden 2023 har Søs drevet sin egen virksomhed, hvor hun har specialiseret sig inden for vredeshåndtering. Her arbejder hun som mentor, familierådgiver og konfliktvejleder for både kommuner, private familier og virksomheder.
Selvom hun ikke længere arbejder som fængselsbetjent, bruger hun stadig erfaringerne fra fængslet hver dag.
”Som fængselsbetjent lærte jeg at bevare roen, skabe relationer hurtigt og se bag om menneskers adfærd. Når folk reagerer med vrede, ligger der ofte noget andet bag. Det er en erfaring, som jeg bruger i mit fag hver eneste dag.”
Søs mener, at både uddannelsen og jobbet som fængselsbetjent giver kompetencer, som er efterspurgte langt uden for fængslets mure.
”Man lærer at arbejde med mennesker, håndtere konflikter og træffe beslutninger under pres. Det er kompetencer, man kan tage med sig videre i mange andre fag og brancher. Min egen karriere er et godt eksempel på det. I dag bruger jeg de erfaringer, jeg fik som fængselsbetjent, til at hjælpe unge, så de forhåbentlig aldrig ender bag murene,” afslutter Søs.
Tak til Fængselsforbundet for lån af billedet af Søs i uniform