”Jeg tænker ikke over, at det er indsatte, jeg arbejder med. De er mine klienter, ligesom alle andre. Og det er også den tilgang, man bør have, hvis man har den arbejdsplads, som jeg har.”
Sådan indleder 35-årige Sarah, da vi møder hende til en snak om sit arbejde som socialrådgiver i Sdr. Omme Fængsel.
Ved første øjekast kan det være svært at gætte, at Sarah er en del af fængslets personale, der af mange forbindes med fængselsbetjente i den blå uniform. Men virkeligheden er, at de danske fængsler også er arbejdsplads for mange civile faggrupper som lærere, sygeplejesker og socialrådgivere som Sarah.
Det lå ellers ikke i kortene, at Sarah skulle kalde Sdr. Omme Fængsel for sin arbejdsplads. I mere end et årti har hun arbejdet som socialrådgiver på en børnefamilieafdeling i kommunalt regi. Men i foråret 2024 faldt hun over et stillingsopslag fra Sdr. Omme Fængsel. Hun søgte jobbet og fik det.
Brobygger mellem fængsel og virkelighed
Som socialrådgiver er Sarah vant til at træffe beslutninger, der kan være livsomvæltende for de mennesker, der er involveret. Alligevel adskiller arbejdet i Sdr. Omme Fængsel sig markant fra det, hun tidligere har lavet:
”Jeg arbejder med mennesker, der er frihedsberøvet, og som er blevet idømt en straf for en forbrydelse, de har begået. Den skal fuldbyrdes. Men uanset de indsattes dom er det min opgave at være brobygger mellem fængslet og virkeligheden udenfor. Langt størstedelen af de indsatte skal jo tilbage i samfundet, og derfor er det vigtigt, at vi lægger en stor indsats i at få hele mennesker ud af fængslerne.”
En usædvanlig arbejdsplads
Sammen med sine uniformerede og civile kollegaer arbejder Sarah tæt med de indsatte. Den ene dag er hun med til at beslutte, om en indsat kan blive indstillet til prøveløsladelse, mens hun den anden dag skal hjælpe en indsat med at søge bolig. Fælles for alle Sarahs arbejdsopgaver er, at hun har en tæt, daglig kontakt med de indsatte.
For Sarah har arbejdet i Sdr. Omme Fængsel en helt særlig dybde, da hun hver dag mærker, hvordan hun skaber en positiv indflydelse for en gruppe mennesker, der har brug for hendes støtte og vejledning:
”For mig er det vigtigt at møde mennesket og ikke se forbrydelsen. Det er ikke min opgave at dømme eller straffe dem – det har en domstol allerede gjort. Mit arbejde er at forsøge at pejle dem i en bedre retning, så de forhåbentlig kan lægge kriminaliteten på hylden, når vi engang slipper dem.”
Kort om Sarah
- Sarah
- 35 år
- Bor i Sydjylland
- Uddannet socialrådgiver fra UCC Syd (Aabenraa) i 2014
- Har tidligere arbejdet med udsatte børn og familier i kommunalt regi
- Siden marts 2024 har hun arbejdet som socialrådgiver i Sdr. Omme Fængsel
Sdr. Omme Fængsel
Sdr. Omme Fængsel er et åbent fængsel, der modtager mandlige dømte fra Jylland og Storkøbenhavn. I 2025 udvides fængslet med et stort lukket afsnit, som skal bemandes med over 100 uniformede og civile medarbejdere. Kunne det være noget for dig? Læs mere om arbejdspladsen og hverdagen i fængslet her: www.blivfængselsbetjent.dk